På en kafferejse

Dette blog indlæg er et gæsteindlæg skrevet af Siris Hartkorn og Nabil Al-Sharafi som bor i Yemen og har virksomheden The Yemen Journey.  Det beskriver deres rejse til de to familier som producerer vores Khawlani kaffe.

Sa’ada og Haraz er de to kaffe-områder i Yemen, der er mest berømte for deres unikke smagsvarianter og specielle kaffe. I mange år har fokus været på Haraz, et utroligt smukt bjergområde hvor man nemt kan nå frem fra hovedstaden i Yemen og med landmænd og landsbyer der har lært at fortælle historien om deres kaffe og sælge det til internationale kunder.

Sådan er Sa’ada ikke. Området er hårdt ramt af 16 års væbnet konflikt, det er langt fra hovedstaden og meget vanskeligt at komme til. Landmændene i Sa’ada er isolerede og gror deres unikke kaffe i stilhed i et område som kun få tør besøge.

Vi besluttede at rejse til Sa’ada, i vores jagt på den bedste kaffe – uanset hvor fjernt og isoleret området er. Vi ville fortælle historien for landmænd i Sa’ada, som fortsat plejer deres kaffetræer og plukker de røde bær til lyden af kampfly og bombeangreb, isolerede og glemte af verden.

Vi forlod hovedstaden Sana’a tidligt om morgenen i vores Toyota Hilux, Yemen’s mest populære køretøj fordi bilen kan bestige stejle bjerge og stenede veje som aldrig har set asfalt. Vi rejste mod nord mod Sa’ada.

Da vi nærmede os blev sporene af krigen tydelige. Huse langs vejen var blevet ødelagt af luftangreb, vejen var ofte ødelagte også. Men der var også en helt anden stemning. En spirende stemning af mennesker, markeder med frugter, grøntsager og får, og nye bygninger der skød op med en hastighed som syntes sammenlignelig med den hast, hvormed de var var blevet destrueret.

For os der ellers kender til den yemenitiske befolknings modstandskraft, var selv det her overraskende. Intet andet sted i Yemen har oplevet en tilsvarende ødelæggelse, men på trods den meget modgang og den daglige fare var var befolkningen opsatte på at leve og trives.

Da vi ankom om eftermiddagen til landsbyen, hvor vi ville sove om natten, i den nordvestlige del af regionen, blev vi modtaget med en varm gæstfrihed som man kun oplever i Yemen. Efter et festmåltid af en frokost blev vi inviteret ind og sidde i ”mafraj” – et rum med bløde puder langs væggen. Og mens alle mændene i landsbyen startede deres daglige ritual med at tygge khat, de milde narkotiske blade som størstedelen af befolkningen tygger, begyndte diskussionen.

Hvilke områder af Sa’ada havde den bedste kaffe? Hvordan havde krigen påvirket handlen med Saudi Arabien som lå meget tæt på? Hvem havde en bror, som har en kone, eller hvem har en fætter som dyrker kaffe? Efter nogle timer bredte der sig en slags konsensus. Bani Bahr regionen har den bedste kaffe i Sa’ada, den bedste og mest naturlige dyrkning. Og det var langt bedre at eksportere til Danmark end at forsøge at sælge til Saudi Arabien, hvor de ikke sætter pris på kvaliteten. En af mændene havde en søn, Abdullah, som kendte en arbejder på et landbrug som var det helt rigtige.

Selv om sommeren var på vej, så kan den kolde bjergluft i Sa’ada trænge helt ind til knoglerne, og efter en bidende kold nat svøbt i vores tæpper, stod vi igen op med solen og tog afsted med Abdullah, mod Bani Bahr. Fra hovedstaden til landsbyen havde vejen været ok, ikke altid asfalterede (eller sorte som vi siger i Yemen), men de fungerede nogenlunde og var ikke alt for ujævne. Men turen var landsbyen til det afsidesliggende Bani Bahr område var en helt anden historie og vores Hilux kom på prøve da vi langsomt klatrede over det ene stejle bjerg efter det andet. Højt oppe over havets overflade, var områderne meget anderledes end de grønne bjerge i Haraz. Det var stenede og nøgne landskaber der gled forbi, med de traditionelle yemenitiske honningkage huse der steg op mod himlen fra de stejle bjergskråninger, som om de var skåret ud af klipperne, og så ud over terrasserne med frugttræer, kaffe og khat – de små oaser som på mirakuløs vis groede i de tørre bjerg klima.

Efter at have kørt i en halv dag – ikke langt i kilometer, men langsomt uden egentlige veje – samlede vi Abdullah’s ven op. Han ventede på os i en lille landsby, og skulle guide os resten af vejen til landmanden. Da vi havde kravlet op i 1889 meters højde – og var så langt ude så ingen blot ville passere forbi – så vi endelig konturerne af gården Jalat Al-Enab foran os. Vi havde fundet det, men spørgsmålet var om han ville sælge sin kaffe til os? Hvordan høsten havde været? Hvordan dyrkede de kaffen? Og ville kvaliteten være som forventet?

De to brødre

Landmanden viste sig at være en ud af to brødre, Ali and Faisal, og de hilste på os med stor nysgerrighed. De var bestemt ikke vant til gæster udefra, og det tog lang tid før de forstod at vi ikke var en NGO som kom for at lave et projekt, men var normale mennesker der boede i Yemen og var på jagt efter den bedste kaffe i Sa’adas for at kunne sende den til Danmark, hvor kaffe elskere kunne smage og sætte pris på deres unikke kaffe.

De boede i et lille stenhus på kanten af bjerget og de høstede kaffebønner lå allerede til tørre på husets tag – den mest normale møde at tørre kaffen på i Yemen, hvor der er mangel på vand. De tog os til selve kaffemarken – en grøn oase af høje kaffetræer der voksede i den smalle dal. De forklarede, at det var svært at finde arbejdere til høsten, fordi krigen fortsat opslugte alle unge mænd, så hvert år måtte de træne nye arbejdere i hvordan de forsigtigt skulle vælge og plukke de røde, modne kaffebær. Vi klatrede op ad stigen i kaffetræerne som virkede uendeligt høje og meget anderledes en de små kaffebuske man ser i Haraz.

Natural kaffer

Da kaffen der gror i bjergene i Yemen aldrig er blevet forædlet, er det fortsat de originale varieteter der gror i de afsides lommer i højlandet. De lokale varieteter er blandt de ældste genotyper i verden. Og de kaffetræer og den kaffe vi så hos Jalat Al-Enab var bestemt meget anderledes end noget vi tidligere havde set. I diskussionen med Ali og Faisal kom vi frem til at det var en lokal sort af Oudaini varieteten af Arabica.

At finde Ali og Faisal’s gård var langt fra nemt og vi var både lettede og opmuntrede da vi oplevede at deres dyrkningsmetoder var helt naturlige. Den eneste gødning de tilførte var husdyrgødning. Og de ville gerne sælge til os. I Sa’ada, lærte vi at kaffen bliver solgt pr læs, et læs var 200 tamaniin, og vi havde forstået at en tamaniin var to kilo. Da udbyttet af grønne bønner efter afskalning ville være omkreing 1/3 af bærrenes vægt, blev vi enige om at købe fire læs eller hvad vi troede var 1600 kilo tørrede kaffebær. Det var selvfølgeligt afhængigt af kvaliteten efter en smagstest.

Vi var meget glade for at vores mission var lykkedes og påbegyndte hjemturen mod hovedstaden mens vi kunne høre kampflyene flyve over Bani Bahr og den fjerne lyd af bombeangreb fra frontlinjen. Vi vinkede farvel til Ali og Faisal, og tog en prøve at kaffen med os – meget spændte på hvad smagstesten ville vise.

Vi fik afskallet, ristet og smagt på prøve allerede den næste dag, af en af Yemens eneste og bedste certificerede kaffe-smagere, Hussein, og blev glædeligt overraskede da han gav den en meget høj karakter og meget ros. Han var selv en pioner indenfor køb og eksport af special kaffe fra Yemen, men det var aldrig lykkedes for ham at komme ud til Sa’ada og han var både imponeret og fascineret af de unikke aromaer som kaffen fra Jalat Al-Enab havde.

Men rejsen var langt fra ovre. Da vi modtog de første læs og sendte dem til en særlig kaffemølle for afskalning og sortering, opdagede vi at vægten ikke var de forventede 400 kilo pr læs. Først blev vi oprørte og troede at de havde snydt med vægten, og vi begyndte at ringe og få svar tilbage fra landsbyer i Sa’ada, Haraz, Al-Jawf og andre dele af Yemen. Det viste sig at målenheden ikke er standardiseret på tværs af Yemen. Og en tamaniin er et rummål og ikke en vægt, så mens en tamaniin kunne være det samme som 2 kilo korn eller sukker, så var det meget mindre for kaffebær. Vi var også selv på en rejse og lærte undervejs.

Vi bestilte med det samme yderligere læs, så vi kunne nå op på de aftalte 500 kilo. Og vi var samtidig begejstrede da vi fandt ud af at kvaliteten af kaffebærrene var høj – mere end 30% var kvalitetsbær. Resten – de mindre og knækkede bær, perlebønnerne, kaffeskallerne og selv støvet, blev solgt lokalt. Intet går til spilde i kaffeproduktionen i Yemen. De små og knækkede bær afskalles og sælges lokalt, mens skallerne sælges til en højere pris, da de anvendes til nationaldrikken kaldet qishr der laves af kaffeskaller og ingefær.

Nu hvor kaffen var afskallet, håndsorteret og pakket, var vi klar til den sidste del af rejsen. Da både lufthavnen og havnene er lukket på grund af krigen, måtte kaffen tage turen i lastbil over land mod øst, over 1000 kilometer på tværs af frontlinier og kontrolposter før den ankom til nabolandet Oman. Herfra kunne kaffen sendes videre mod Danmark. Denne sidste del af rejsen var ikke blot udfordrende men også nervepirrende, da der ikke er nogen tidsplan eller sporing fra kaffen forlader hovedstaden Sana’a og indtil den kommer til Oman. Da transportomkostningerne og risiciene er høje, var støtten fra warfair, som både finansierede og accepterede risikoen helt afgørende.

Mens vi skriver denne blog er kaffen et eller andet sted tæt på grænsen til Oman. Hvis alt går godt vil den snart krydse grænsen og tage den sidste del af rejsen. Det hårde arbejde af Ali og Faisal’s og deres drømme vil blive belønnet når kaffen kommer til Danmark og tilbyder Coffee Collectives kunder en smag af Jalat Al-Enab og Yemen.

Opfølgning

Siden bloggen rejste kaffen sikkert videre og endte i København, hvor den blev solgt i et samarbejde mellem warfair og Coffee Collective. Yemen Journey forsynede efterfølgende de to familier med "bednets" - rammer med udspændt net til at tørre kaffen, så de kan forbedre kvaliteten yderligere. Den langsigtede plan er at investere yderligere i familierne og området. Kaffen kan købes som Khawlani kaffe hos warfair.