Ingefær fra Myanmar
Det har taget flere måneder, men det lykkedes i et godt samarbejde med Myanmar Institute for Integrated Development og den danske organisation ADDA: Vi kan nu tilbyde friske og fantastiske ingefær fra Myanmar.
Ingefæren dyrkes i de bakkede områder i Hopong og Hsihseng i Shan staten af mindre landbrug, drevet af kvinder og mænd. En af dem er Daw Nang Bwar, en ung kvinde fra Hopong som dyrker et lille stykke land med majs, ris og ingefær.
Området har tidligere været hårdt ramt af konflikt og påvirkes af de fortsatte konflikter i nabostaten, hvorfra der er ankommet 30.000 interne flygtninge. Ingefærproduktionen skaber vigtige arbejdspladser og indkomst for familierne.
Den første sending var en prøveordre på blot 60 kg. Men vi nu bevist, at det kunne lade sig gøre og gennemført en række kvalitetstest, herunder for pesticider, og der var ingen pesticidrester, aflatoxin eller andre skadelige stoffer. Det er et produkt af høj kvalitet.
Det er godt gået af vores partnere at de kunne få det produceret og leveret under svære betingelser.
Vi håber vi til næste høst kan tage en langt større ordre hjem.
Med militærets overtagelser og en række blodige konflikter også i de etniske områder, er Myanmar desværre kommet på Verdensbankens liste over de mest skrøbelige og konfliktramte lande i verden. Vi forsøger med denne lille ordre at handle for fred.
Se alt om vores ingefær fra Myanmar herunder ingredienser, analyser og due-diligence i warfair world.