Fra soldater til samhandel

Kronik fra Nordjyske Stiftstidende d. 26. juli 2021

Den aften tilbage i 2012 fik jeg en lille flig af en fornemmelse for, hvad det ville sige at være dansk soldat i Afghanistan. Vi var i Helmand og væk fra basen for at besøge en af forposterne, og tale med en gruppe landmænd. På grund af et uvejr kunne helikopteren ikke hente os som planlagt. Det var derfor bælgmørkt, da den endelig ankom, og vi måtte skynde os ud og ind i helikopteren, der straks lettede igen. Vi fløj med stor hast for at mindske risikoen for beskydning i den mørke nat.

Der i mørket og larmen var jeg nervøs og tænkte på, hvordan det ville være, hvis vi havde været på vej mod en militær mission. Jeg husker også, at jeg konkluderede, at jeg nok ikke ville have det mod, der skulle til.

Omkring 12.000 danske soldater har haft det mod, der skulle til. Det er det antal danske soldater, som har været afsted til indsatsen i Afghanistan. Mange af dem var endda afsted flere gange. 44 modige danske soldater mistede livet, heraf 37 i kamphandlinger. 214 blev såret. I knapt 20 år var Danmark militært til stede i Afghanistan.

Tirsdag den 22. juni 2021 klokken 13.50 forlod de sidste danske soldater landet.

Den begivenhed blev omtalt i en række artikler i aviserne, men ellers var der forbavsende stille. Ingen officiel ceremoni. Ingen fejring. Ingen markering. Det var en stilhed, der måske skyldes usikkerhed om resultatet af den markante indsats. Tabte vi? Vandt vi? Gjorde vi en forskel? Hvordan ser det Afghanistan ud, som vi nu forlader? Hvordan ser fremtiden ud for den afghanske befolkning?

Den usikkerhed forstår jeg godt, og jeg oplever den selv. Jeg er flere gange om ugen i kontakt med afghanere og afghanske virksomheder gennem vores virksomhed, warfair, hvor vi importerer varer fra Afghanistan. Det er tydeligt at mærke bekymringen og usikkerheden. Men vi mærker også optimismen. De tror på en lysere fremtid for Afghanistan, hvis blot kampene stilner af.

Selv om der er sket store fejl undervejs, selv om det har været svært og selv om Taleban nu vinder frem igen, så har den danske og internationale indsats gjort en positiv forskel. Den afghanske befolkning har set krigen og ufattelige lidelser, men de har også set gode forandringer de sidste 20 år, som de ellers ikke ville have set.

De forandringer har jeg også oplevet i Afghanistan, når jeg mødte stærke kvinder i Kabul, som kæmpede for menneskerettigheder og demokrati, diskuterede geder og får med arbejdsomme landmænd i Mazar-e Sharif, besøgte skolelærere og sygeplejersker som arbejdede hårdt for at sikre uddannelse og sundhed og sad i afghanske klasselokaler med børn, som fortalte om alle deres håb og drømme for fremtiden.

Jeg oplever dem fortsat i dag. Som et blot lille eksempel, så har de fire afghanske virksomheder, vi handler med mellem 50 og 80% kvinder ansat. Det er kvinder med drømme og håb og en karriere, som de stolt og gerne fortæller om. De muligheder ville de ikke have haft, hvis Taleban var fortsat. Afghanistan er et andet land end det var for 20 år siden.

Kritikerne af den danske indsats peget ofte på de uhyggeligt mange, der har mistet livet i konflikten - både militære og civile. Det er en berettiget kritik. Men det er vigtigt at huske to ting. For det første var Afghanistan frem til 2001 hjemsted for fundamentalistiske terrorgrupper som al-Qaida, der spredte død og ødelæggelse både i og ud over Afghanistans grænser. For det andet, så var der både krig, konflikt og brutal undertrykkelse i Afghanistan før den internationale intervention. Op igennem 1990erne kæmpede forskellige mujahedin-fraktioner og dræbte tusinder af mennesker. Selv da Taleban i 1996 tog magten i størstedelen af landet fortsatte kampene mellem Taleban og den nordlige alliance.

De kampe var med stor sandsynlighed fortsat. Afghanistan har gennem mange årtier været plaget af krig og konflikter. Og kampene vil med stor sandsynlighed tage til igen, nu hvor de internationale styrker har forladt landet. Vi ser allerede, hvordan Taleban optrapper og hvordan militsledere ikke mindst i det nordlige Afghanistan, opruster i kampen mod Taleban. Andre fundamentalistiske grupper, herunder Islamisk Stat, forsøger at vinde fodfæste i det skrøbelige land. Krigen og kampene er desværre ikke ovre.

Men jeg tror og håber at den mere moderate del af Taleban – og de lande der støtter Taleban - indser, at der ikke findes en militær sejr. Og at der ikke er nogen vej tilbage til det fundamentalistiske og undertrykkende styre, der var i 2001. Sker det, kan den internationale indsats føre til en fredsaftale, der efterlader befolkningen med langt flere rettigheder og muligheder, end de havde i 2001.

Og selv om Taleban, militært eller gennem forhandling og valg, ender med at få magten i Afghanistan, så overtager de et andet Afghanistan og en anden befolkning. Millioner af piger og kvinder, drenge og mænd har fået en uddannelse, og det kan ingen taget fra dem igen. Hundredtusinder af sygeplejersker, skolelærere og politibetjente får i dag deres løn hver måned fra den afghanske stat. Der er opstået et væld af foreninger, initiativer og ikke mindst gode afghanske virksomheder, som skaber arbejdspladser og indkomst og langsomt men sikkert bygger et nyt Afghanistan. Dem får Afghanistan brug for, uanset hvem der får magten.

Afghanistan får også hårdt brug for økonomisk udvikling, og det behov vil stige i takt med at udviklingsbistanden til Afghanistan desværre falder markant de næste år. Det er afgørende, at vi ikke giver op, men fastholder et engagement i Afghanistan og en af de vigtigste ting, vi kan gøre er at styrke samhandlen og samarbejdet for at skabe økonomisk udvikling, indkomst og arbejdspladser. Vi skal handle for fred.

På den måde kan vi bidrage til dét Afghanistan, som handler om alt andet end krig og konflikt. Afghanistan skal igen være kendt for de fantastiske Jalghoza pinjekerner, Kishmish rosinerne, Gurbandi og Satarbai mandlerne, de smukke håndnyttede tæpper og veste af Kashmir uld, den unikke safran, stærk lakridsrod og forhåbentligt et væld af andre kvalitetsvarer. Vi skal lytte til de afghanske rap og hip hop musikere, invitere afghanske studerende og forskere op på de danske universiteter, investere i de afghanske virksomheder og heppe på deres fodboldhold. Det er det, som nu er opgaven.

Den opgave skulle vi, kan man sige i bagklogskabens ulideligt klare lys, have taget på os langt stærkere, langt tidligere. Vi har fokuseret for meget på bistand, for lidt på handel. Det ansvar tager jeg også selv på mig. Den danske import fra Afghanistan er forsvindende lille. Men det kan godt lade sig gøre. Vi har på kort tid mere end fordoblet importen og bl.a. fået afghansk safran på hylderne i Irma i et godt samarbejde med Karlsens Krydderier i Hadsund. Gennem handel og samarbejde kan vi sende et signal til den afghanske befolkning om, at de ikke er glemt, og at der er en anden og bedre fremtid, hvis kampene stopper.

Igennem 20 år har vi kæmpet militært for fred og fremgang. Det var nødvendigt. Nu er opgaven at handle for fred og fremgang i Afghanistan. Her kan nordjyske virksomheder også være med. Her kan alle være med.

Tirsdag d. 22. juni 2021 skal derfor ikke markere et farvel til Afghanistan. Dagen skal markere en ny start for vores samarbejde med Afghanistan og det land, den befolkning, som vi kender langt bedre i dag. Vi har et stærkt fundament for at skabe den fremtid gennem den viden og de venner, vi har fået gennem 20 år. Vi kan bygge på de mange dygtige afghanske flygtninge, som nu bor i Danmark, og har netværk, familie og venner i Afghanistan. Vi kan udnytte det solide fundament som de danske soldater har været med til at bygge op.

Tilsammen skaber det utallige gode muligheder for samarbejde og samhandel med Afghanistan.

Fra soldater til samhandel. Det er opgaven.

Skrevet af Christian Friis Bach, stifter af virksomheden warfair, tidligere udviklingsminister.