Varer fra verdens mest oversete krise

Burkina Faso er verdens mest oversete krise. Det er konklusionen i en ny rapport fra en af verdens førende humanitære organisationer, Norsk Flygtningehjælp. Antallet af civile ofre stiger og over 2 millioner mennesker er fordrevet af konflikten. Det er den krise i verden, hvor forskellen mellem behov og hjælp er størst. En krise der er overset af medierne og af diplomaterne.

I warfair har vi ikke glemt Burkina Faso. Vi øger hvert år salget fra virksomheden gebana, som gør det imponerende godt under usandsynligt svære betingelser. Udover de negative følger af konflikten i nord, har høsten af mango og cashew nødder i år også været hårdt ramt af tørke og ustabile vejrforhold som følge af El Niño. 

Men de kæmper videre i gebana. De er i fuld gang med at bygge en ny fabrik. De er certificeret både fair trade og økologisk. Og de giver en ekstra bonus både til medarbejderne og til landbrugerne ud over fair trade prisen. De skaffer arbejde og indkomst til flere tusind familier.

Og så laver de simpelthen nogle af verdens bedste cashewnødder og de helt fænomenale mango brooks - naturligt slik som slår vingummi med flere længder i både smag og sundhed. 

Tak fordi I handler for fred.